Så kom dagen!
Fra i morgen er jeg ikke længere på dagpenge. Efter 2 år, ca 300 ansøgninger, masser af netværk samtaler, besøg i a-kassen hver 3. måned... og jobcenteret/anden aktør samme uge... er jeg nu under uddannelse i 6 måneder. Vel og mærke den eneste udvej for at få bare lidt hjælp.
Jeg har været lidt over 30 år på arbejdsmarkedet. I de 30 år har jeg betalt min skat, så "Robert", "Karina" og alle andre i samfundet kan ha' deres sikkerhedsnet. År efter år...på kontanthjælp. For som Helle sagde i nytårs talen: "Vi er en del af et fællesskab". Jeg er nu på den såkaldte akutpakke-forsørgelses indkomst... eller hvad vi skal kalde den.
Beklager Helle, men jeg synes pludselig ikke at fællesskabet virker. De 8.000.- kr. jeg får udbetalt fra februar, trækker bare pinen ud. Datoen hvor huset går på tvang og familien står på gaden bliver måske rykket en måned eller 2 - alt efter hvor hurtig en tvangsaktion går.
Hvor har du gemt alle de kroner jeg har betalt til A-kassen og til skatten? Kan jeg ikke få nogle af dem tilbage, bare indtil vi får job og kan komme ovenpå igen, eller skal vi gå helt ned, før der er hjælp?
Føj for en "Fair-løsning"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar